Hvad skal vi bruge regler til?

​Hvad skal vi bruge regler til? Hvem sætter reglerne, og hvilke regler er rigtig og forkerte? Vi har regler i skolen. Vi har regler på arbejdet. Vi har færdselsregler. Vi har også alle de mange skjulte regler, som for mig nogen gange kan være de sværeste regler. Regler for hvordan man opfører sig i forskellige situationer og forskellige steder. Generelt kan jeg ikke lide regler. Men jeg er også helt klar over at nogen virkelig støtter sig op af regler. De føler sig trygge, hvis der er nogle helt konkrete regler at gå efter. Men der er også på dem, hvor de helt konkrete regler slet ikke passer. Hvis f.eks. x gerne vil bevæge sin krop, når man skal sidde stille. Hvis x virkelig er sulten, og men det er ikke x må spise nu. Hvis x virkelig ikke kan finde ord for at legen skal stoppe, og derfor slår for at stoppe legen. Er det forkert at bevæge sig, når kroppen trænger? Er det forkert at spise, når sulten melder sig? Er det forkert at slå, hvis ordene mangler?
Vi får også at vide, at det er sundt at bevæge os. At vi skal lytte til kroppen. Er det ikke at lytte til kroppen, hvis vi spiser, når vi er sulten?  Jeg er helt klar over, at det ville skabe uro i klasserne, hvis eleverne blot kunne spise, når de var sulten og bevæge sig, når de følte træng til det. Nogen vil jo også have et større behov for bevægelse eller mad end andre. Det er lidt sjov at kigge på. Hvordan vi som voksne forsøger at lære at lytte til kroppen (igen), når vi i så mange år har fået fortalt, at det ikke er okay, at gøre det kroppen ønsker. Jeg siger ikke, at det ikke er godt, at vi lære at kroppen nogen gange godt kan vente med at få sit behov dækket. Og ja, så kan vi også se på, hvorfor vi har diverse behov. Som f.eks. at slå i stedet for at forklare at legen skal stoppe. At vi spiser, når kroppen har nok og vi faktisk ikke behøver at indtage mere.  Vil vi som voksne, forældre, skole, samfund kunne klare, hvis vi lærte, hvad vores endelige behov er, tog hensyn til hinanden og droppede alle de regler? Tænk at der er børn, som får medicin for at skulle overholde de skrevne og uskrevne regler, som nogen har lavet for 1000 år siden. Hvad er det for et samfund, vi vælger at følge? Jeg siger ikke noget er rigtigt eller forkert! Jeg synes bare, det er spændende at tænke på. Men måske vi kan starte men at lytte til vores børn…til vores krop?

Mine børn praler tit med at hjemme ved os, har vi ingen regler. Så smiler jeg, det gør mig virkelig glad! Sikke en gave, at jeg har kunne give mine børn det indtryk, at vi ingen regler har. Men et regelsæt som skal overholdes ellers kommer der en eller anden form for straf, nej det har vi ikke. Jeg vil ikke selv kunne overholde det. Tænk hvis jeg har sagt, at vi ikke må spise slik i hverdagen, og jeg så selv får lyst til chokolade en hverdag. Eller at vi ikke må gå ind i sko, og jeg selv har travlt en dag og ikke får skoene af. Det synes jeg faktisk ville være mere forkert. Men nej mine børn går ikke ind i huset med mudret sko. Men en lille tynd sommer sandal, kan de godt finde på at løbe ind i. Jeg snakker med dem om, hvad de tænker er smartest. Hvis jeg skal gå og gøre rent hele tiden, har jeg jo ikke tid og overskud til at hygge mig med dem. Og hvis de så selv skal til at gøre rent, så bliver det også træls.

Når min teenager datter spørger, hvornår hun skal være hjemme. Så spørger jeg: ”Hvornår vil det passe dig?” Jeg ved, det vil provokere mange. Men min datter siger heller ikke kl. 07.00 om morgen, for det det ved hun godt, at jeg vil sige er for sent. Det har vi jo snakket om. Men om klokken er 02.00 eller 03.00, det er for mig fuldstændig lige meget. Når min søn kommer hjem fra skole og fortæller, at han har været henne ved den gamle svømmehal, hoppet over hegnet og gået rundt, hvor man ikke må. Ja så bliver jeg stolt igen. Tænk, at han uden at tænke over, eller frygte om jeg skulle blive sur, blot fortæller mig, hvordan hans dag har været. Det er sådan en fantastisk følelse. Selvfølgelig snakker vi om, hvad der kan ske, og at der er en grund til at svømmehallen er låst inde bag et hegn. Jeg fortæller selvfølgelig også, at jeg synes, det er en meget dårlig ide at gøre det igen. At han så ugen efter kommer og fortæller mig igen, at han har været derinde bag det låste hegn. Gør mig da bare endnu mere stolt. Han frygter stadig ikke min reaktion. Og at han så afslutter sætningen, at det var sidste gang, at han vil gå derind. Han gjorde det bare lige for at vise sig overfor nogen andre fra klasse, som ikke var med første gang. Det viser jo bare, at jeg ikke behøver andet end at sige, at det synes jeg lyder fornuftigt. Siden har han ikke været bag hegnet.

Regler er ikke lig med at ting bliver overholdt. Hvem har ikke kørt for stærkt? Hvem har ikke kommet til at tage en kuglepen med hjem fra arbejdspladsen? Vi ved, vi ikke må, men vi gør det nogen gange alligevel. Hvis det ikke er for tit, er det så i orden? Jeg ved det ikke, men godt at have med sig, hvis man har lyst til at lave regler. Jeg synes det kunne vær meget interessant, hvis vi virkelig lyttede til samfundets børn eller unge, lyttede til hvorfor de f.eks. ikke overholdte en given regel. Råber de faktisk blot om hjælp? Føler de ikke, at de bliver hørt? Føler de sig ikke forstået? Eller elsket? Tænk hvis vi kunne finde en plads til alle. En plads som de nød at være. Jeg kan ikke forestille mig, at der ikke er en plads til os alle.  Kunne vi hjælpe hinanden med at finde derhen?

Hvad kunne der ske, hvis børnene bestemte? Kunne vi voksne lære noget fra dem? Lære at lytte til vores behov, og sige fra, når der var noget vi ikke vil. Spise de fødevarer, som vores krop har brug for. Ja, det kræver nok, at vi ikke allerede har påduttet vores børn en masse vaner omkring mad mv. Jeg tror faktisk, at vi bliver født, til at kunne lide det, kroppen har brug for og ikke lide det, den ikke har brug for. At vi kan mærke, hvad der er godt for os og ikke godt. Men påvirkninger fra tv, banner, voksne o.s.v. sløre vores sanser. Vi bliver påvirket til ikke at mærke indefra, men udefra, ”hvad vi ikke kan undvære, og hvad der er godt og dårligt.” Tænk hvis vi kunne slippe alle regler – undtagen færdsel reglerne måske, som nok er gode nok at have. Tænk hvis vi kunne blive enige om at tage hensyn til hinanden, og acceptere de forskelligheder vi alle har?

Ja, det bliver nok for vildt, jeg ved det godt. Men så kunne vi da starte med at lytte til hinanden, vores børn, dem omkring os og ikke mindst os selv, sådan virkelig lytte… Wow sikke en verden vi kan skabe sammen!!!